Dialectics on Wheels – The Racing Bike 'Read' and Experienced as a Vivid Invitation to Both Incarnation and Extension

By Steen Nepper Larsen
01.10.2020
(DK)

Most people have tried it: Being passed by sweaty cyclists on the bike lane at high speed. A moment of horror and rippling cold sweat. They always come from behind and pass you with a few centimeters distance. Yet another rash of virile death-defying in the narrow traffic corridors of the city. Reckless, disturbing and very annoying. Sometimes the bell rings, other times they simply command you to move aside. But most times you’ll be passed without warning, and in some cases, you’ll might have a bike ‘undertake’ you from the nearside.

From the perspective of the racing cyclist, on the other hand, it is difficult to understand that a slow-moving cyclist may not always be able to find his or her lane on the right when leaving the city to get out quickly and train on the far more spacious country roads. It's also hard to imagine that people dare to drive with headphones and that they all too often seem to have greater contact with their phones than the rest of the road. The meandering slowness and perpetual inattention is fatal.

From almost all sides these years, the green message is clear: the cars need to leave the cities, and the bike is also practical and very popular. But has a war broken out on the bike lanes? In any case, it can be assumed that prejudices are ignited and flourished on the roads of the Danes: Viagra on wheels among the uncrowned kings and lieutenants of the bike lanes. An overbearing, pathetic and self-juvenilizing collective compensation for the irreversibility of death. Ridiculous flocks of equipment freaks that mirror themselves in stars such as Contador, Fuglsang and the Danish world champion 2019 Mads P. Expensive carbon bikes, high profile wheels, narrow high-seated butt and strong calf muscles. Ideals, enemy images and projections interfere in the dense traffic.

 

In other words, middle-aged bike racing men in tight-fitting lycra clothing have a bad reputation. But what are they looking for?

They (or rather: we!) seek, above all, free play for adults in silently negotiated communities. When we bike together, we create volatile 'we-articulations', which the French philosopher Jean-Luc Nancy has written several books about. The 'we's' will be for a few minutes, then dissolved again, or restored ten minutes later. It is obvious, that the strongest rider draws the most, especially right into the wind-eye, and that the ones not quite as strong lying – and being allowed to lie – mostly on wheels. A sea of unwritten rules is enrolled in the field's flesh. However, it is a movable and speed-enabling organism without fully fixed roles and scripts for the participants.

The shape of the day is crucial and not least the nature of the roads. Some are better to drive upwards than straight and flat. It is wonderful to be pulled along the field's slipstream, but to be able to pull the field, is at least as intoxicating, to break out as wild soloist. Life in a bicycle field is a social training course and an obvious field for microsociological studies. Here, the community founding and individuality come together on wheels and most often without the accompaniment of words. You 'read' all the time the others and the road quality. The bicycle semiotics is highly tense and vital. The signs must not be misinterpreted for everything in the world, because they do not just bring themselves, but also all the others in danger. And if you once have put others at risk, then there will always be an uncertainty for your stature in the community. Tough consequences and stigmatizations go hand in hand. It all takes place at full speed and with very small margins. There are a few centimeters to the other's arms, handlebar and rear wheels. And all the time, one has to be 'alert' when shouted: 'Hole!', 'Look up, right!', 'From the front!', 'From behind!', 'Free!' ... or when obstacles (walking, runners, horses, dogs, cats, parked cars, slow-moving cyclists, etc.) are designated with different types of internationally applicable gesticulations.

 

Middle-aged race biking men in tight-fitting lycra clothing have a bad reputation. What are we looking for?

142 years ago, Friedrich Nietzsche wrote the wise words that we like to be in the free nature because it does not have a meaning about us. And there is no doubt that it is associated with a liberation to be able to say goodbye to both family and work obligations and requirements articulating voices when you go on the racing bike. Cleaning, cooking, screen work and meetings 'in there' are replaced with speed, body discharges and the seasons 'out there'.

Bike racing burns energy but provides energy. It sounds paradoxical and at least inconsistent. As if we were talking about an everlasting machine that rolls irresistible to Via Positiva in almost any kind of weather, though of course we are trying to keep ourselves inside in the snowy weather and fear icy roads. However, the intake of bananas, energy bars, gels and protein drinks along the way and the kilos of food and drinks after a one-stop ride of 80-120 km now tells a little about the fact that energy is also required to make the equation go up.

The other day, Benny, Søren, Kim and I – all well-known gentlemen +60 and members of the CKK (Cycling Club Kronborg) – drove a 90 kilometer Saturday morning tour on wet, leaf and book-covered autumn roads between Helsingør, Saunte, Dronningmølle, Alme, Græsted, Bendstrup, Grønholt and Humlebæk. Hurray – no punctures – even though we together had all eight stakes, and gravel and pebbles clashed to the tires that make up our body's outer skin against the roads, the existential 'foothold' that is so small-scale, that you can almost become completely ill just thinking about it. When cars aquaplane, they have four wheels to do well with; However, when bicycles grease around in leaves or progresses into oil stains or gravel, it is different. With two wheels out of balance... You know that, and everyone fears to crash – and all the bike freaks I know have tried it more than once. We are at risk; exposing ourselves too much. The grammar can be gradually bent in the name of the exposure, and showcasing old scars forms the impetus for dramatic tales ex post.

In my opinion, and with more than 40 years of experience and a training effort of approx. 6-8000 km a year, the clou deep within the compelling 'nature' of bike racing must be sought in the life-giving dialectic between incarnation and extension. Incarnation is a widely used foreign word for inclusion in all Latinized languages – in carne: into the body, into the flesh – and extension means stretching, i.e. broader range. Thus, the bike racers searches for incarnation- and extension-experiences. The first part of the dialectics is about road and weather quality – the other about the spatial look and insights of the speed. There is a hell of a difference between a bumpy road with holes in it and a newly asphalted fast ditto. You get them so to speak very differently 'into the ass' via the saddle. And when you cycle, you get a qualitatively different body phenomenological being in the world than you do when you stand still, go, run, drive, take the train or fly. One becomes hyper-conscious about how the body's synthesis expands. In a short period of time, it has been sensory, inhaled and sweating 90 km in close contact with the elements. If you sat 10-12 km above the landscape of a jet plane, you would be deprived of the grounding sensory qualities. Or if you were sitting in your office, you would not be able to sense the very strenuous headwinds or the spring-headed white hawthorn and the booming rapefield.

 

Middle-aged race biking men in tight-fitting lycra clothing have a bad reputation. What are we looking for?

We are probably also looking for a breach- and harmless being. A fulness where the bike, body and mind flow imperceptibly together, and one is about to generate and think through its next article in peace and quiet, even if you ride 40 km/h and should be 'clean' body. The ancient Greek philosophers set kairology, the right time, in contrast to chronology, the time that eats his own children. Racing cycling can cause the time to fall off its hinges, even if we all have wireless mileage counters. Racing cycling is a profaned dilemma of acceptance – an undeterred quasi-conscious renunciation of being able to live and enter without (self)-contradictions.

And although we drive through a range of qualitatively different spaces, it is as if the spatial dimensions – not to mention the many obstacles on the road – are not just something to be overcome. On the racing bike tour, every moment is worth it. You are not preparing for the 'real' life to begin in a moment when you have just done everything you need. In addition, with age it is much easier to keep a high level of cycling than on the football pitch or in the exercise races. For outsiders, it's strange to be witnesses of the surrounding extravaganza pieces: Christmas trees on wheels in colorful threads. But they just need to know that nothing is random. Bicycle pants with inserts are a relief for the nobler parts.

Notoriously, you cannot bike far in jeans. Bike blouses do not flap. Bike shoes with cleats allow the muscle groups in the legs to all be used together for a circular and flowing thread. The drinking tanks are always within easy reach. The gear shift is accurate and the many combinations (22 on my bike) ensure that the cadence and the slope of the road are adjusted in a split second. You can count on the Campagnolo and Shimano brakes even when it rains or drive down Mont Ventoux towards Bédoin at over 80 km/h. "Machine and man are one, Bolshevik!" version (at least) 2.0 but without totalitarian overtones, production fetishes and accompanying pollution.

 

Middle-aged race biking men in tight-fitting lycra clothing have a bad reputation. What are we looking for?

Bike racing is a study in anthropological practices (Übungsanthropologie, in German). Humans, with the words of Peter Sloterdijk, are an earthen and self-perfecting existence. We are all in the process of a 'life-long second birth', and part of this is done on wheels. The first birth was generously bestowed upon us. We had not ordered it ourselves, nor had shares in it, but the second birth may include to choose to be called upon by the high Alpine mountains or by the straight, almost infinitely long, roads along the dunes in Jutland by the North Sea.

Sloterdijk claims we live in feedback-loops, where we – every time we have practiced appropriately – have come a new and qualitatively better place. Then we may have become a little better at driving in the mountains or learned how to economize with the forces in the field. You get to say yourself again in a new way when you train on bike. The identity becomes an eternal balance between the interaction with countless ' factors ', including not forgetting the other riders, the landscape, the weather, the body's services, the mood and the training crowd.

Auto-mobile we are on the bikes, self-moving and rye bread-driven – although it will probably cause undue confusion to work for a name change. But what does it do, because the racing cyclists know it without saying it out loud? Proclamations are completely unnecessary and just as unwelcome as punctures.

 

 

REFERENCES:

Larsen, Steen Nepper: “Becoming a Cyclist: Phenomenological Reflections on Cycling”. In: Jesús Ilundain-Agurruza and Michael W. Austin (eds.): Cycling. Philosophy for Everyone. A Philosophical Tour de Force. Malden/ Oxford 2010.

Larsen, Steen Nepper: ”Mellemværen om the road. Filosofiske tanker på asfaltvejen”. I: Jordens Folk. Etnografisk tidsskrift # 1, sept. 2012.

Nancy, Jean-Luc: Being Singular Plural. Stanford: Stanford University Press 2000/1996.

Friedrich Nietzsche: Menschliches, Allzumenschliches. Ein Buch für freie Geister, 1878.

Sloterdijk, Peter: Du mußt dein Leben ändern. Über Anthropotechnik. Frankfurt am Main: Suhrkamp 2009.

 

Steen Nepper Larsen (b. 1958), associate professor at the Danish Institute of Pedagogy and Education (DPU), University of Aarhus, Campus Emdrup & author and critic; resident in Espergærde: stla@edu.au.dk & www.gnosis.au.dk & http://pure.au.dk/portal/da/persons/steen-nepper-larsen(e2adfef2-212f-4742-b93c-a27e1008efbe).html and member of the Board of SOPHIA - Educational Thinking and Education Think Tank: www.sophia-tt.org. Has among other things written At ville noget med nogen. Filosofiske og samtidskritiske fragmenter om dannelse og pædagogik (Aarhus: Turbine 2016) and together with sociologist Inge Kryger Pedersen published and edited Sociologisk leksikon (Copenhagen: Hans Reitzels Forlag 2011).

Dialektik på hjul – racercyklen ’læst’ og oplevet som en levende invitation til både inkarnation og ekstension

By Steen Nepper Larsen
01.10.2020
(ENG)

De fleste har prøvet det: At blive overhalet på cykelstien af svedende cykelryttere i høj fart. Et øjebliks forskrækkelse og rislende koldsved. De kommer altid bagfra og passerer én med få centimeters afstand. Endnu et udslag af viril dødsforagt i de smalle trafikale korridorer i byen. Hensynsløst, urovækkende og vildt irriterende. Nogle gange ringes der med klokken, andre gange råbes der bare en kommando. Men de fleste gange sker det bare, og det kan også hænde, at man bliver ’underhalet’ indenom.

Set fra racercyklistens perspektiv er det derimod svært at forstå, at en langsomt kørende cyklist ikke altid kan finde ud af at holde sin faste bane i højre side, når man ønsker at forlade byen for hurtigt at komme ud at træne på de langt mere rummelige landeveje. Det er også svært at fatte, at folk tør køre med høretelefoner, og at de alt for ofte synes at have større kontakt med deres mobiltelefoner end med alt det, der sker på vejen. Den slingrende langsomhed og idelige uopmærksomhed er livsfarlig.

Fra næsten alle sider lyder det grønne budskab i disse år: Bilerne skal ud af byen, og det er da også praktisk og meget populært at tage cyklen. Men er der udbrudt krig på cykelstierne? Det kan i hvert fald konstateres, at fordomme antændes og florerer på danskernes veje: Viagra på hjul blandt cykelstiernes ukronede konger og løjtnanter. En anmassende, patetisk og selvjuveniliserende kollektiv kompensation for dødens uafvendelighed. Latterlige flokke af udstyrsfreaks, der spejler sig i koryfæer som Contador, Fuglsang og Mads P. Dyre karboncykler, højprofilhjul, smalle højtsiddende numser og muskuløse lægge. Idealer, fjendebilleder og projektioner blander sig i den tætte trafik.

 

Midaldrende racercyklende mænd i tætsiddende lycratøj har med andre ord dårlig presse. Men hvad er det dog, de søger?

De (eller rettere: vi!) søger frem for alt fri leg for voksne i lydløst forhandlede fællesskaber. Når man cykler sammen, dannes der flygtige vi-artikulationer, som den franske filosof Jean-Luc Nancy har skrevet flere bøger om. Vi’erne bliver til i nogle minutter for derefter at blive opløst igen – eller gendannet ti minutter senere. Det er klart, at de stærkeste trækker mest, særligt lige ind i vindøjet, og at de ikke helt så stærke ligger – og får lov til at ligge - mest på hjul. Et hav af uskrevne regler er indskrevet i feltets kød. Men der er tale om en bevægelig og fartmuliggørende organisme uden helt faste roller og drejebøger for de deltagende.

Dagsformen er afgørende og ikke mindst vejenes beskaffenhed. Nogle er bedre til at køre opad end ligeud og fladt. Skønt er det at blive suget med af feltets slipstrøm, men mindst lige så berusende er det, at formå at sætte feltet, at bryde ud som vild solist. Livet i et cykelfelt er en social træningsbane og et oplagt felt for mikrosociologiske studier. Her støder det fællesskabsstiftende og individualitetsformende sammen på hjul og oftest uden akkompagnerende ord. Man ’læser’ hele tiden de andre og vejkvaliteten. Cykelsemiotikken er højspændt og livsnødvendig. Tegnene må for alt i verden ikke fejlfortolkes, for så bringer man ikke bare sig selv, men også alle de andre i fare. Og har du én gang bragt andre i fare, så vil der altid klæbe en usikkerhed til din statur i fællesskabet. Benhårde konsekvenser og stigmatiseringer går hånd i hånd. Det hele foregår for fuld fart og med meget små marginaler. Der er få centimeter til de andres arme, styr og baghjul. Og hele tiden skal man være ’alert’, når der råbes: ”Hul!”, ”Se op, højre!”, ”Forfra!”, ”Bagfra!”, ”Fri!”… eller når forhindringer (gående, løbere, heste, hunde, katte, parkerede biler, langsomt kørende cyklister etc.) udpeges med forskellige typer af internationalt gældende gest(ikulation)er.

 

Midaldrende racercyklende mænd i tætsiddende lycratøj har dårlig presse. Hvad er det, vi søger?

For 141 år siden skrev Friedrich Nietzsche de vise ord, at vi godt kan lide at være i den frie natur, fordi den ikke mener noget om os. Og der er ingen tvivl om at det er forbundet med en befrielse at kunne vinke farvel til både familiale og arbejdsmæssige forpligtelser og kravartikulerende stemmer, når man drager af sted på racercyklen. Rengøring, madlavning, skærmarbejde og møder ’derinde’ skiftes ud med fartleg, kropsudladninger og årstidernes skiften ’derude’.

Racercykling forbrænder energi, men giver energi. Det lyder paradoksalt og i hvert fald ulogisk. Som var der tale om en evighedsmaskine, der ruller uimodståeligt ud på via positiva i næsten al slags vejr, selvom vi selvfølgelig forsøger at holde os inde i snevejr og frygter isglatte veje. Men indtaget af bananer, energibarer, gels og proteindrikke undervejs og kilovis af mad og drikke efter en kvik tur på 80-120 km fortæller nu alligevel lidt om, at der også skal tilføres energi for at få ligningen til at gå op.

Forleden kørte Benny, Søren, Kim og jeg - alle gammelkendte herrer +60 og medlemmer af CKK (Cykle Klubben Kronborg) - en 90 kilometers lørdagsformiddagstur på våde, blad- og bogdækkede efterårsveje mellem Helsingør, Saunte, Dronningmølle, Alme, Græsted, Bendstrup, Grønholt og Humlebæk. Hurra - ingen punkteringer – selvom vi til sammen rådede over hele otte indsatser, og grus og småsten klæbede til dækkene, der udgør vores kroppes yderste hud mod vejene, det eksistentielt udleverede ’fodfæste’, der er så småt funderet, så man næsten kan blive helt dårlig af at tænke på det. Når biler akvaplaner, har de fire hjul at gøre godt med; men når cykler fedter rundt i blade eller skrider ud i oliepletter eller grus, er det anderledes fatalt. Med to hjul ude af balance vælter man uvilkårligt… Det véd man, og alle til hobe frygter at styrte - og alle cykelfreaks, jeg kender, har prøvet det mere end én gang. Vi er udsatte; udsættes og udsætter os selv for meget. Grammatikken kan gradbøjes i udsathedens navn, og fremvisning af gamle ar danner afsæt for dramatiske fortællinger ex post.

Clouet dybt inde i racercyklingens dragende ’natur’ skal efter min mening og med mere end 40 års erfaring og en træningsindsats på ca. 6-8000 km om året søges i den livgivende dialektik mellem inkarnation og ekstension. Inkarnation er et alment udbredt fremmedord for indoptagelse på alle latiniserede sprog – in carne: ind i kroppen, ind i kødet – og ekstension betyder udstrækning, dvs. større rækkevidde. Således søger de racercyklende inkarnations- og ekstensionsoplevelser. Den første del af dialektikken handler om vej- og vejrkvalitet – den anden om fartens spatiale ud- og indblik. Der er fandens til forskel på en bumpende og hullet vej og en nysasfalteret hurtig ditto. Man får dem så at sige meget forskelligt ’ind i røven’ via sadlen. Og når man cykler får man en kvalitativt anden kropsfænomenologisk væren i verden, end man gør, når man står stille, går, løber, kører bil, tog eller flyver. Man bliver hyperbevidst om, hvorledes kroppens syntese udvides. På kort tid har man sanset, indåndet og svedt 90 km i tæt kontakt til elementerne. Sad man 10-12 km oppe over landskabet i et jetfly, ville man være berøvet de jordnære sansekvaliteter. Eller sad man på sit kontor, ville man hverken kunne fornemme den vildt generende og strabadserende modvind eller den forårsbebudende hvidtjørn og den blomstrende rapsmark.

 

Midaldrende racercyklende mænd i tætsiddende lycratøj har dårlig presse. Hvad er det, vi søger?

Vi søger sikkert også en brud- og skadesløs væren. En fylde, hvor cyklen, kroppen og tanken flyder umærkeligt sammen, og man er ved at idégenerere og gennemtænke sin næste artikel i ro og fred, selvom man kører 40 km/t og burde være ’ren’ krop. De gamle græske filosoffer satte kairologi, den rette tids væren, i kontrast til kronologi, tiden der æder sine egne børn. Racercykling kan få klokketiden til at falde af sine hængsler, selvom vi alle sammen har trådløse kilometertællere. Racercykling er profaneret dilemmavedgåelse – et ufortrødent quasi-bevidst afkald på at kunne leve og træde uden (selv)modsigelser.

Og selvom vi kører igennem en række kvalitativt forskellige rum, er det, som om de spatiale dimensioner – for slet ikke at tale om de mange obstacles on the road - ikke bare er noget, der skal overstås. På racercykelturen er hvert øjeblik det hele værd. Man er ikke ved at forberede sig til, at det ’rigtige’ liv begynder om lidt, når man lige har gjort alt det, man skal. Dertil kommer, at det med alderen er langt lettere at holde et højt niveau inden for cykling end på fodboldbanen eller i motionsløbene.

For udenforstående er det mærkeligt at være vidner til de omkringsusende udstyrsstykker: Juletræer på hjul i farverige gevandter. Men de skal bare lige vide, at intet er tilfældigt. Cykelbukser med indlæg er en lise for de ædlere dele. Cowboybukser kan der notorisk ikke cykles langt i. Cykelbluser blafrer ikke. Cykelsko med klamper muliggør, at muskelgrupperne i benene alle til hobe kan udnyttes til et cirkulært og flydende tråd. Drikkedunkene er altid inden for rækkevidde. Gearskiftet er præcist og de mange kombinationer (hele 22 for mit vedkommende) sikrer, at kadencen og vejens hældningsprocenter afstemmes på et splitsekund. Campagnolo- og Shimanobremserne kan du regne med, selv når det regner, eller du kører ned ad Mont Ventoux mod Bédoin med over 80 km/t. ”Maskine og mand er ét, bolsjevik!” version (mindst) 2.0 men uden totalitære overtoner, produktions-fetichering og medfølgende forurening.

 

Midaldrende racercyklende mænd i tætsiddende lycratøj har dårlig presse. Hvad er det, vi søger?

Racercykling er et studie i øvelsesantropologi. Mennesket er med Peter Sloterdijks ord en øvende og selvperfektionerende eksistens. Vi er alle i færd med en livslang fødsel, og en del af denne foregår på hjul. Den første fødsel blev os generøst skænket. Den havde vi ikke selv bestilt, endsige aktier i. Men den anden fødsel kan bl.a. vælge at lade sig anråbe af høje Alpebjerge eller af de lineallige, nærmest uendeligt lange veje langs de jyske klitter ved Vesterhavet.

Sloterdijk bedyrer os, at vi lever i feedback-sløjfer, hvor vi – hvér gang vi har øvet os behørigt - er kommet et nyt og kvalitativt bedre sted hen. Så er vi måske blevet lidt bedre til at køre i bjerge, eller lært hvordan der kan økonomiseres med kræfterne i feltet. Man får så at sige sig selv igen på en ny måde, når man cykeltræner. Identiteten bliver til et evindeligt mellemværende mellem interaktionen med utallige ’faktorer’, herunder ikke at forglemme de andre ryttere, landskabet, vejret, kroppens ydelser, humøret og træningsmængden.

Auto-mobile er vi på cyklerne, selv-bevægelige og rugbrødsdrevne – om end det nok vil skabe unødig stor forvirring at arbejde for et navneskifte. Men hvad gør det, for racercyklisterne véd det uden at sige det højt. Proklamationer er helt unødvendige og lige så uvelkomne som punkteringer.

 

 

REFERENCER:

Larsen, Steen Nepper: “Becoming a Cyclist: Phenomenological Reflections on Cycling”. In: Jesús Ilundain-Agurruza og Michael W. Austin (eds.): Cycling. Philosophy for Everyone. A Philosophical Tour de Force. Malden/Oxford 2010.

Larsen, Steen Nepper: ”Mellemværen om the road. Filosofiske tanker på asfaltvejen”. I: Jordens Folk. Etnografisk tidsskrift #1, sept. 2012.

Nancy, Jean-Luc: Being Singular Plural. Stanford: Stanford University Press 2000/1996.

Friedrich Nietzsche: Menschliches, Allzumenschliches. Ein Buch für freie Geister, 1878.

Sloterdijk, Peter: Du mußt dein Leben ändern. Über Anthropotechnik. Frankfurt am Main: Suhrkamp 2009.

 

Steen Nepper Larsen (f. 1958), lektor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet, Campus Emdrup & forfatter og kritiker; bosiddende i Espergærde: stla@edu.au.dk & www.gnosis.au.dk & http://pure.au.dk/portal/da/persons/steen-nepper-larsen(e2adfef2-212f-4742-b93c-a27e1008efbe).html og medlem af bestyrelsen for SOPHIA – tænketank for pædagogik og dannelse: www.sophia-tt.org. Har bl.a. skrevet At ville noget med nogen. Filosofiske og samtidskritiske fragmenter om dannelse og pædagogik (Aarhus: Turbine 2016) og sammen med sociolog Inge Kryger Pedersen udgivet og redigeret Sociologisk leksikon (København: Hans Reitzels Forlag 2011).